Tanniner og fenoler

Vin er en kompleks kemisk blanding, bestående af sukker, syre og fenoler. Disse elementer kan over tid, dvs. ved lagring, ændre vinens aroma, smag og farve – både til det bedre og til det dårligere.
Kun de bedste druer vinder egentlig noget ved lagring på træfade og efterfølgende lagring på flaske. Generelt vurderes at kun ca. 5% af alle rødvine vinder væsentligt ved at blive lagret mere end 5 år. Nogle bliver ikke bedre, og mange kommer til at smage  dårligere.
Lagring på fad og efterfølgende på flaske har to helt forskellige formål. Efter at vinen har gæret færdig, udvælges de bedste tanke på Château de Haux til at blive lagt på fad. Der er to formål med fadlagringen, ekstraktion og iltning. Ved ekstraktionen trækkes smagsstoffer og ikke mindst tanniner (garvesyre) ud af træet og ved meget langsom iltning gennem træet, (kaldet micro-oxidering)
over langringsperioden, blødgøres tanninerne igen.
Tanninerne spiller en vigtig rolle i forhold til vinens bevaringspotentiale og giver vinen struktur, fylde og bitterhed. Tanniner (garvesyre), findes også i en række andre fødevarer, mest kendt er nok the, hvor du i stærk the kender den lidt bitre, snerpende
og endda udtørrende fornemmelse i munden.
Tanniner kommer både fra druerne og fra fadet.
Typisk for vin, der har ligget på fad, er en blød vanilleagtig aroma, men dertil kommer dufte af the, tobak og chokolade. Ved at ”toaste” (let brænding) fadet mere eller mindre indvendigt, kan man få andre aromaer frem, bl.a. kanel, krydderier, banan.
Ved fadlagringen fordamper ca. 10% af vinen, og samtidig trænger ilt ind i fadet. Dette henholdsvis koncentrerer vinen og blødgør tanninerne.
Det er således en helt anden smagsoplevelse, der er ved en vin, der har ligget på fad. Herefter tappes vinen på flaske, hvor den så ligger i kortere eller længere tid, alt efter balancen mellem tanninerne og vinens andre elementer, frugt, syre og alkohol.
Der foregår under flaskelagringen en ”kemisk kamp” mellem vinens forskellige elementer, der, hvis vinen drikkes på det rigtige tidspunkt, har skabt en meget fin balance mellem disse elementer og derved en fantastisk flaske Château de Haux, Grande Réserve. En dyr og langvarig proces, men en fantastisk vin, der absolut er værd at vente på.


Tanniner og fenoler
Tanniner og fenoler